Jeg sad lige og kom i tanke om en på all mange måder træls oplevelse, jeg havde for en del år siden, hvor jeg var på lejrskole med en 7. klasse på Bornholm. Som alle andre skulle vi selvfølgelig besøge Hammershus, på røgeri, til stranden og så slutte af med en dagslang cykeltur på lejede cykler. Vi var så heldige, eller det er vist det normale nu jeg tænker mig om, at campingpladsen vi boede på, lejede cykler ud, så vi skulle hverken gå eller køre for at få dem. Både eleverne og jeg kunne frit vælge, om vi ville cykle på en damecykel eller herrecykel. Efter diverse brokkeri over både cyklernes udseende og beskaffenhed, fik alle en cykel, og vi trådte lystigt i pedalerne.
Byt aldrig cykel!
Efter ganske kort tid, begyndte en af pigerne at brokke sig mere end de andre. Hun klagede over gearene, som hun ikke mente duede. En anden piges cykel virkede hurtigt flad. Den første del af turen var mest ned ad bakke, og vi nærmede os dagens første by, hvor vi skulle stoppe og købe is. Da vi nåede derhen, måtte vi erkende, at pigen med den flade cykel ikke kunne fortsætte og modvilligt satte vi hende på en taxi mod hytterne. Pludselig mente mange af de andre piger, at der var meget galt med deres cykler, især hende med gearene. For at lukke munden på de unge damer, overtog jeg cyklen, og det viste sig, at den kun kunne køre i første gear, hvilket er ualmindelig upraktisk, når man kører i bakket terræn i timevis. Det var den længste dag i mit liv. Op ad bakke var jeg en del af feltet, ned ad bakke kilometer bagud. Men pigerne holdt mund og trampede i kor.
