Jeg er håbløs til at finde vej. Jeg ejer ikke det der hedder rumlig intelligens – i folkemunde hedder det at jeg kan fare vild i mit eget klædeskab. Det er mange år siden, at jeg opgav at blive ked af det hver gang det atter var bevist at jeg ikke kunne finde vej – jeg vælger simpelthen at se som en særlig gave jeg har fået fra gud. Om ikke andet så fordi det er en kilde til uendelig morskab for mine nærmeste hvor totalt ringe jeg er til at orientere mig.
Af besynderlige årsager, har det vist sig at jeg rent faktisk har en fantastisk intuitione med hensyn til at finde vej i en af de aller mest kaotiske byer i verden, nemlig Bangkok. Der kan jeg finde vej – og det er der ingen mening i overhovedet. Om det erf fordi jeg i et tidligere liv har rendt rundt som en siamesisk prinsesse ved jeg ikke noget om. Men et faktum er at det er tæt på den eneste by i verden jeg kan finde rundt i.
Heldigvis er jeg god til at spørge om vej – og at bruge værktøjer som for eksempel den helt geniale hjemmeside www.fromatob. Så jeg klare mig.
Så familien har lært, at når vi alle sidder i bilen og der råbes og skriges om hvilken vej vi nu skal så er jeg stille. Helt stille. De ved også, at hvis jeg endelig åbner munden og pipper at det enten er til højre eller venstre – ja så er det en rigtig god ide at gøre som jeg siger, for der er helt sikkert noget om snakken.
